TUBORGFONDEN STØTTER MED 20.000 KR
Fernisering af Scenetæppe i Reerslev Forsamlingshus d. 22.2.2012. I forbindelse med Reerslev Forsamlingshus’ årlige
generalforsamling var der fernisering af et nyt Scenetæppe. Næstformand i
Forsamlingshuset, Reerslevs lokale tekstilkunster Ingunn Vestby har kreeret,
syet og broderet det meget smukke og meget danske scenetæppe, som hun har
arbejdet på i 1 år. Hun har valgt materialer af topkvalitet og forvaltet
tusinder af sting til at illustrere teatermasker - harlekinmønster,
kornblomster, valmuer og kornaks. Hanne Buch-Larsen fra Tuborgfondens bestyrelse ønskede tillykke og udtrykte stor begejstring for værket, hvorefter hun overrakte en check på 20.000 kr, som Tuborgfonden har valgt at støtte projektet med. Hanne Buch-Larsen gik som barn til dans i Reerslev Forsamlingshus. Hun er opvokset i Vindinge, som dengang havde kommunefællesskab med Reerslev, så nostalgien blomstrede i kap med tæppet. Der blev skålet og ønsket hinanden tillykke med kunstværket.
|